onsdag den 23. maj 2018

Pas på – der er hajer i farvandet


Så skete det igen!

Der er nye regler på vej på et eller andet område, og vips: det vælter frem med rådgivere, IT-værktøjer, kurser og alskens klogskab, der har det til fælles, at der er tale om ret store betalinger for et uigennemskueligt produkt.

Hos ECOHouse har vi set det mange gange før. Mønstret er altid det samme:
Først indvikliggøres de nye regler, så det må stå lysende klart for enhver, at løsningen ikke kan være billig.
Dernæst markedsfører man sig med pynteblonder, der ofte ligger på den forkerte side af markedsføringsloven. Vi har eksempelvis et mange lovpligtige kurser, lovpligtige administrationssystemer, lovpligtige – ja kreativiteten har ingen ende.
Og når de tvivlende kunder ikke helt vil bide på, fremmales mørke, truende billeder af alle de ulykker, der vil regne ned over de vantro.

I disse dage er det naturligvis de nye persondataregler, det handler om. Men vi har været der mange gange før de seneste år.

EU's persondataregler fylder 5.000 sider, hvilket gør det til en pragtfuld luns for alle med hajtendenser.

Vi får da også næsten hver dag henvendelser med rabattilbud om værktøjer, der kan hjælpe os i denne svære situation til priser helt ned til 30.000 kr. excl. Moms! Og ”lovpligtige” systemer til under 100.000 kr.!

Vi havde ikke regnet med, at vi skulle tage os af dette område, men vi vil ikke acceptere, at mindre virksomheder igen og igen bliver mere eller mindre snydt af lidt for kreative mennesker, der ønsker at tjene penge på, at andre mennesker ikke har tid til at læse og sætte sig ind i 5.000 siders lovgivning + det løse.

Så vi sendte en kollega på kursus og har efterfølgende brugt tid på at koge ned, give mening og standardisere. Resultatet er blevet nogle ganske fornuftige værktøjer til priser, vi kan være bekendt. Faktisk er det sådan, at der er kunder, der ikke helt tror på det, når vi siger, at de ikke behøver at investere 200.000 kr. i samtykkeerklæringer til kunder, de i forvejen har kontrakter med, eller betale advokatsalær for en gennemgang af en håndværksvirksomhed med 2 svende g en lærling.

Forleden hørte vi faktisk om en børnehave, der havde betalt 350.000 kr. i salær til en advokat, der havde gennemgået alle børnehavens data, forbudt stort set al form for skriftlig kommunikation og i øvrigt havde afleveret nogle standarddokumenter, børnehaven selv skulle udfylde.

Derfor en lille bøn til relevante myndigheder: Enhver kan sige sig selv, at meget af det halehæng, der opstår i kølvandet på denne type ny lovgivning, er overtrædelser af markedsføringslov og i værste tilfælde også på kanten af bondefangeri.

Var det ikke på tide, at myndigheder med ansvar for ny lovgivning også påtog sig ansvaret for at rydde op i mest hajfyldte farvande?


af Dorte Kardel

torsdag den 28. september 2017

2 nye guidelines fra ECOHouse til hjælp for certificerede virksomheder

Som mange vist ved, er der kommet nye udgaver af ISO 9001 og ISO 14001. Der er kommet mere fokus på risikovurderinger, lovkrav og interessentanalyse. Vores store bekymring hos ECOHouse er, at der nu bliver produceret endnu flere enkeltstående dokumenter med diverse relevante overskrifter - men uden sammenhæng til resten af systemet eller til dagligdagen. Vi kan også se, at nogle certificerende organer og rådgivere har travlt med at slå på tromme for, hvor svært det er at konvertere til de nye standarder, og hvor mange dramatiske ændringer, der skal laves i håndbøger og systemer.

Derfor har vi brugt foråret på at udarbejde to vejledninger, som vi har haft rundt til nogle certificerende organer til almindelig faglig drøftelse.

De to vejledninger er gratis. De har fået titlerne:

* Risikovurdering og interessentanalyse i certificerede ledelsessystemer - ISO 9001/14001 2015 samt OHSAS 18001
* Arbejdet med lovkrav i certificerede ledelsessystemer


Begge kan bestilles ved at sende en mail til: kms@ecohouse.dk

Nu bliver det for pinligt

Jeg sad og skulle rykke en kunde for betaling. Ikke for første gang – næh for fjerde. Jeg kunne naturligvis have valgt den formelle tekst, men jeg vil egentlig gerne bevare et godt forhold til ham, og jeg tror egentlig heller ikke, det som sådan er ond vilje. Jeg tror, det er en kombination af sjusk og glæden ved at se et pænt plustal på egen konto så længe som muligt.

Så hvad skriver man så? Det har faktisk taget mig flere dage at få begået denne lille mail. Jeg plejer ikke at mangle ord. Så hvad handler det om?

Det handler om, at det er blevet pinligt og potentielt ildelugtende. Ikke for mig; men for kunden. Og der har jeg en kulturel bremse, som jeg deler med mange andre mennesker på kloden. Vi har lært, at man ikke sætter andre i pinlige situationer. Det er der to årsager til. Den ene er, at det kan man ikke være bekendt over for andre mennesker. Den anden er, at pinlige situationer er svære at komme godt ud af igen. Det er nemlig meget, meget svært at finde en grimasse, der kan passe, og derfor bliver pinligheder ofte bare yderligere pinlige, klodsede og ubehagelige.

Så når jeg nu skriver til kunden, at vi gerne vil have vores penge, sætter jeg ham i forlegenhed. For hvordan skal han reagere? Han kunne jo vælge at sende os pengene, men fordi det nu har stået på et stykke tid, og han har undskyldt sig med travlhed og forglemmelse, bliver han næsten nødt til at ledsage sin indbetaling med en ny undskyldning eller en ny forklaring. Og så bliver det rigtigt pinligt. For hvad skal han finde på? Sandsynligheden taler for, at han kommer til at bevæge sig på kanten af det troværdige, eller at han bliver skingert kreativ. Med andre ord er jeg skyld i, at han – både i egne og mine øjne – kommer til at fremstå som en uvederhæftig sjuske.

Og det har jeg bestemt ikke lyst til at forårsage. Jeg har egentlig heller ikke lyst til at modtage de kreative undskyldninger, som jeg tror, jeg kan forvente, fordi jeg jo godt ved, at lige netop det vil forårsage, at jeg mister tillid og respekt. Og det har jeg slet ikke lyst til.

Den kulturelle etikette har derfor også vedtaget, at jeg -  når jeg nu rykker ham for fjerde gang – skal forsøge at opfinde en kattelem for ham. Jeg skal altså – og det er så absolut positivt – gøre mit for, at situationen ikke ender i tab af tillid og respekt eller direkte konflikt. Men det er godt nok svært at blive ved med at hitte på. Derfor var jeg også ved at overveje, om jeg ikke bare skulle afskrive beløbet for at undgå kulturel hovedpine eller en uønsket konflikt.

Jeg er med sikkerhed ikke den eneste kulturelt styrede kujon her til lands. Det er præcis samme mekanisme, der betyder, at en leder undlader at påtale for syvende gang, at en medarbejder ikke gør som aftalt, eller at man selv sætter sig ned og skriver det notat, som en kollega lovede færdigt for to måneder siden.

Faktisk vil jeg vove den påstand, at en stor del af dagligdagens irritationer, gnaverier og småkonflikter kan tilskrives netop dette.


Der er selvfølgelig en ganske simpel vej ud af kattepinen: Hvis folk var så venlige at overholde deres aftaler, ville situationen ikke opstå. Men da vi er lige så langt fra den ideelle verden, som vi altid har været, må vi tænke i andre baner.

Derfor en lille opfordring: Når vi nu har glemt, overset eller nedprioriteret en aftale og bliver mindet om det, så husk venligst, at vi sætter andre mennesker i forlegenhed, fordi de forsøger at gøre deres for at undgå pinligheder og det, der er værre. Allerbedste løsning: Sig det som det er. Undskyld. Og tag fat i det med det samme. Næstbedste løsning: Når nu vi får serveret en kattelem, skal den bruges omgående og med tak til den person, der var så venlig at forsøge at forebygge en ubehagelig situation for os.


Og husk venligst, at den kulturelle etikette har to sider. Den, der rykker, påtaler osv. har et ansvar for at forebygge pinligheder og konflikter. Men den, der ikke har overholdt en aftale har i lige så høj grad et ansvar for ikke at køre sagen så langt ud, at han eller hun er nødt til at servere oplagte løgne og tåbeligheder og i øvrigt bringe sig i forsvarsposition klinet op ad en mur.