onsdag den 23. maj 2018

Pas på – der er hajer i farvandet


Så skete det igen!

Der er nye regler på vej på et eller andet område, og vips: det vælter frem med rådgivere, IT-værktøjer, kurser og alskens klogskab, der har det til fælles, at der er tale om ret store betalinger for et uigennemskueligt produkt.

Hos ECOHouse har vi set det mange gange før. Mønstret er altid det samme:
Først indvikliggøres de nye regler, så det må stå lysende klart for enhver, at løsningen ikke kan være billig.
Dernæst markedsfører man sig med pynteblonder, der ofte ligger på den forkerte side af markedsføringsloven. Vi har eksempelvis et mange lovpligtige kurser, lovpligtige administrationssystemer, lovpligtige – ja kreativiteten har ingen ende.
Og når de tvivlende kunder ikke helt vil bide på, fremmales mørke, truende billeder af alle de ulykker, der vil regne ned over de vantro.

I disse dage er det naturligvis de nye persondataregler, det handler om. Men vi har været der mange gange før de seneste år.

EU's persondataregler fylder 5.000 sider, hvilket gør det til en pragtfuld luns for alle med hajtendenser.

Vi får da også næsten hver dag henvendelser med rabattilbud om værktøjer, der kan hjælpe os i denne svære situation til priser helt ned til 30.000 kr. excl. Moms! Og ”lovpligtige” systemer til under 100.000 kr.!

Vi havde ikke regnet med, at vi skulle tage os af dette område, men vi vil ikke acceptere, at mindre virksomheder igen og igen bliver mere eller mindre snydt af lidt for kreative mennesker, der ønsker at tjene penge på, at andre mennesker ikke har tid til at læse og sætte sig ind i 5.000 siders lovgivning + det løse.

Så vi sendte en kollega på kursus og har efterfølgende brugt tid på at koge ned, give mening og standardisere. Resultatet er blevet nogle ganske fornuftige værktøjer til priser, vi kan være bekendt. Faktisk er det sådan, at der er kunder, der ikke helt tror på det, når vi siger, at de ikke behøver at investere 200.000 kr. i samtykkeerklæringer til kunder, de i forvejen har kontrakter med, eller betale advokatsalær for en gennemgang af en håndværksvirksomhed med 2 svende g en lærling.

Forleden hørte vi faktisk om en børnehave, der havde betalt 350.000 kr. i salær til en advokat, der havde gennemgået alle børnehavens data, forbudt stort set al form for skriftlig kommunikation og i øvrigt havde afleveret nogle standarddokumenter, børnehaven selv skulle udfylde.

Derfor en lille bøn til relevante myndigheder: Enhver kan sige sig selv, at meget af det halehæng, der opstår i kølvandet på denne type ny lovgivning, er overtrædelser af markedsføringslov og i værste tilfælde også på kanten af bondefangeri.

Var det ikke på tide, at myndigheder med ansvar for ny lovgivning også påtog sig ansvaret for at rydde op i mest hajfyldte farvande?


af Dorte Kardel

Ingen kommentarer:

Send en kommentar